Mads Boserup Lauritsen sagde farvel til det trygge job som arkitekt i Køge Kommune for at få jord under neglene og plante tomater på taget. Det hele begyndte, da han fik afslag på en kolonihave i 2011, som han ellers havde regnet med, at han skulle bruge sine fritimer i, når han skulle på barsel med sin datter. I stedet endte han med at bygge en taghave med selvvandende plantekasser i gården på Nørrebro. Det gav både masser af tomatsuppe og nye fællesskaber med gårdens øvrige beboere.

Selvforsyning og grønne byhaver blev hurtigt derefter det nye sort, og hans koncept passede lige ind i fortællingen om den aktivistiske bybonde. Medierne elskede det, og siden er Mads Boserup Lauritsens virksomhed TagTomat vokset ud af baggården og spredt sig med grønne lommer rundt omkring i byens baggårde og på altaner, fortove og tage.

Sustainable Living har mødt ham til en snak om livet som bybonde.

Hvordan fik du ideen til at skabe TagTomat?
– Som barn har jeg altid dyrket tomater i selvvandende plantekasser hjemme i haven i Odense. I 2011 savnede vi en have i vores hverdag på Nørrebro, og vi havde lige fået afslag på en kolonihave. Så i forsommeren smed jeg 5 hjemmelavede plantekasser op på taget af cykelskuret i gården, og det blev starten på TagTomat.

“Jeg blev ret hurtigt blev træt af at drikke kaffe med de andre fædre i Jægersborggade…”

Kort derefter var jeg på barsel med vores første barn Siri. Jeg blev ret hurtigt blev træt af at drikke kaffe med de andre fædre i Jægersborggade, så taghaven blev udvidet til 35 plantekasser.

Der blev skabt et fællesskab omkring planterne med andre familier i gården, og jeg fik støtte fra Nørrebro Lokaludvalg til at afholde nogle plantekasseworkshops for lokale borgere. Og så er det jo altid godt at have et kækt navn, så jeg købte domænet tagtomat.dk, og startede en blog om projektet.

Hvordan gik Tag Tomat fra at være en blog til en virksomhed med flere ansatte?
– Jeg fik masser af henvendelser fra medier og mange ville se vores tomathave og høre mere om, hvordan den blev til. Det tog for alvor fart, da Klimakvarter tilbød en opgave med at engagere lokale borgere i at lave en fortovshave til og forestå en regnvandsopsamling i verdens første klimakvarter. Herefter begyndte kunderne at droppe ind, og da det var tid til min anden barsel i 2014, besluttede jeg mig for at tage orlov i forlængelse heraf og tage skridtet fuldt ud. Derfra har det handlet om hårdt arbejde og knofedt – som for alle landmænd.

”… som byplanlægger har jeg jo ofte spekuleret over, hvorfor byrummet nogle steder er så kedeligt”.

Du er oprindeligt arkitekt – hvad fik dig til at skifte branche til urban bonderøv?
– Som arkitekt har man nok et gen for hulebyggeri, der gør, at man finder på sådan noget her. Og i mit arbejde som byplanlægger har jeg jo ofte spekuleret over, hvorfor byrummet nogle steder er så kedeligt, og hvordan man kan aktivere borgerne til at være mere nærværende i deres hverdag.

Kombineret med en blanding af krudt i røven, tid på barsel og lyst til at plante tomater fik det mig i gang med projektet.

”Det kan måske ikke redde verden men være med til at skabe kvalitet og fællesskaber.”

Nytter det virkelig noget, at vi planter en tomat og har bier på taget – eller er det bare en måde at dulme vores dårlige samvittighed over, at vi er nogle af verdens største CO2-syndere?
Det kan måske ikke redde verden men være med til at skabe kvalitet og fællesskaber. Så det nytter noget, hvis vi gerne vil have folk til at tale sammen i byen. Og at skabe fællesskaber får folk til at ændre adfærd. Vi ser det f. eks. i de store food desserts i New York og Detroit, hvor man dyrker sin egen mad, at det opfylder et behov for kvalitet og for et nærvær til fødevarerne. Man bliver bevidst om, at man ikke kan snyde, man opdager, hvor lang tid det egentligt tager at gro en tomat…

Hvad byder fremtiden på for grønne bybønder i fremtidens danske byer?
– Flere og flere vil dyrke i byen. Boligforeninger, kommuner, virksomheder og private begyndt at investere i grønne fællesskaber. Fonde støtter, og der er politisk opbakning såvel fra byråd som på ministerplan. I TagTomat lægger vi vægt på, at kunden selv med til at plante ud, så frø og fylde jord på. Det giver et ejerskab for deltagerne, og det giver os grønne arbejdspladser og brød på bordet. Når det er sagt så passer vores projekter ikke ind i alles hverdag. Det giver ikke mening f. eks at tæppebombe alle sociale boligbyggerier med byhaver – det skal opstå fra folks eget engagement, ellers er det ikke bæredygtigt på længere sigt.

Det vi laver er ikke rocket science, men det skal være muligt at påvirke sin by, og det kan gøres uden at være højrøvet, hipster eller venstreorienteret.

Hvordan ser det ud hjemme i din egen gård nu?
– Hjemme i gården er 15 familier nu engageret i de fælles plantekasser, der nu er suppleret med høns og snart også kaniner. I sommerhalvåret forsøger vi at holde et par fællesspisninger om måneden, men oftest er det fredagsbaren i solhjørnet, der trækker.

Hvad er dine bedste, grønne tips til, hvordan man starter som by-bonde i det små?
– Gør netop det, start i det små. Jeg begyndte jo blot med et par selvvandende plantekasser og nogle tomatplanter. Sørg for at have tid og lyst, og se om der er opbakning i gården. Bliv grobunden i dit eget projekt, så kan andre altid komme til, og husk at projekter på fællesarealer er for alle, og jeg lover, at nogen vil komme til at plukke den salat, du og dine børn har sået. Se det som en interesse fra deres side, og måske bliver de kommende frænder i jeres næste fælles projekt.

“… jeg lover, at nogen vil komme til at plukke den salat, du og dine børn har sået.”

Hvis der er forbud og restriktioner i parken eller boligforeningen, så spørg ind til det og udfordr det. Find dem du kan sparre med lokalt. Køb en kasse øl til viceværten. Og husk en gang imellem, at det er nemmere at få tilgivelse end tilladelse.