I 2015 besluttede vi os for at lægge de store udlandsrejser på hylden og kaste os ud i et nyt rejseprojekt: Projekt Øhop. Hvert år vil vi besøge en af de mange små danske øer: Ærø, Femø, Omø, Anholt, Samsø, Møn… Èn ø om året, som minimum. Det har indtil videre taget os til Ærø i 2015, Fejø i 2016 og Anholt i 2017. Foruden Møn, hvor vi ofte kommer i familiens sommerhus, Fyrpasserboligen, ved Møns Fyr. I år går turen til Langeland, hvor vi har lejet et gammelt bondehus med bindingsværk og stokroser.

Hvorfor? Fordi der er noget særligt over ølivet. Det starter med færgeturen derover, hvor du lige så langsomt – og knob for knob – lægger storbyens larm og hektiske mylder bag dig. På færgen kobler man af og omstiller sig til ølivet, hvor det er som om tingene bare foregår i et andet tempo.

Derudover er de små øer så dejligt indrettet, at du aldrig er langt fra stranden. I virkeligheden er du aldrig særlig langt fra noget. Så det er både nemt og hurtigt at hoppe op på cyklen og cykle ind til købmanden – eller til den nærmeste strand, hvis lysten til en dukkert byder sig.

At tage på ø-hop er også en god måde at kaste sig ud i slow travel. Med slow travel handler det ikke om at se så meget som muligt på kortest mulig tid. Tværtimod handler det om at give sig selv tid til at fordybe sig i de små ting og i den lokale kultur. Med andre ord at “komme ind under huden” på det sted, hvor man er. Hvis man er vant til suse fra seværdighed til seværdighed på storbyferien eller fra land til land på backpackerrejsen, kan det føles som noget af en omvæltning at sætte tempoet så meget ned. Ikke nødvendigvis at have nogle planer for dagen eller en liste over ting, som skal ses og opleves.

Vi har på vores øferier egentlig ikke foretaget os særlig meget. Når alt kommer til alt, er muligheden for sightseeing på de små øer temmelig begrænset. Til gengæld har vi siddet i timevis på stranden med fødderne i vandkanten og set solen gå ned. Vi har cyklet på stort set alle øens veje, med stop ved den ene vejbod efter den anden med dugfriske, lokale råvarer. Og vi har tilbragt morgenen på havnen og set fiskekutterne komme ind med dagens fangst. Til sidst føler man, at man kender øen. Man kender det lokale supermarked (og har lært at de ikke nødvendigvis har åbent i weekenden). Man ved hvor man får den bedste kaffe. Og man finder ud af, at hver ø har sin helt egen skæve charme.